Quickstop på Lüneburger Heide
- Detaljer
- Publiceret: Torsdag 29. december 2011
- Skrevet af horsagernielsen

Quickstop på Lüneburger Heide
Vi har gennem årene brugt mange timer på at lede efter transitpladser langs Autobahn i Tyskland på vej til eller fra Sydfrankrig. Ofte har vi måttet køre mange kilometer væk fra Autobahn for så at finde en ofte overfyldt transitplads.
Et kraftigt regnvejr nord for Hannover, sommeren 2011, var den direkte årsag til at vi har fundet allertiders transitplads lige ud til A7 ca. 30 km nord for Hannover.
Vi havde kørt en hel dag i silende regn op gennem Tyskland og efter køer på Kasselbakker rakte tålmodigheden ikke længere. Nu skulle der overnattes. Vi gjorde holdt ved "Rasthof Allertal" og spurgte om vej til nærmeste campingplads. Stor var vores overraskelse da personalet fortalte os, at der lå en campingplads direkte bag rastepladsen og endnu mere overraskede blev vi da konstaterede, at der var direkte tilkørsel til campinpladsen fra rastepladsen.
Bag rastepladsen gemte sig "Camping-Aller-Leine-Tal". Selv om den kun er beliggende 800 m fra Autobahn høres støjen fra Autobahn næsten ikke på grund af skove omkring campingpladsen.
Campingpladsen er drevet af et serviceminded hollandsk ægtepar. Check ind foregår i lyntempo og så er der er masser af store og lyse pladser at vælge i mellem. Bade- og toiletfaciliteter er nærmest luksuriøse i en nyopført servicebygning.
Campingpladsens bedste attraktion er imidlertid de mange vilde kaniner, som findes i alle størrelser hoppende rundt mellem campingvognene.
Quickstoppris pr. nat alt incl.: 20 Euro (2011)
Campingpladsens hjemmeside: www.camping-aller-leine-tal.de
GPS-koordinater: N 52.68891 E 9.69715

Please wait...
